Som hævn for EU’s sanktioner imod dem, sender Belarus, ifølge EU, migranter over grænsen mod Litauen. Ifølge eksperter er det endnu et eksempel på, at migration bruges som pressionsmiddel overfor EU. Det skriver Information mandag.

Denne saken er lagt ut av EU representasjonen i Danmark og sakset fre en eller flere danske media.   

Under et besøg på et migrantmodtagecenter i sidste uge ved grænsen mellem Belarus og Litauen udtalte Ylva Johansson, EU’s kommissær for indre anliggender, at ”De bliver kynisk udnyttet af Lukashenko-regimet med falske håb og falske ruter. Det, vi står over for, er en aggressiv handling fra Lukasjenkos regime, der handler om at provokere.” Litauen og EU beskylder Belarus og Lukasjenko for med fuldt overlæg at sende migranter over grænsen til Litauen, ikke kun som hævn for EU’s sanktioner mod landet, men også fordi Lukasjenkos politiske modstander, Svetlana Tikhanovskaja opholder sig i Litauen. På et møde mellem EU’s udenrigsministre i Bruxelles har Joseph Borrell, EU’s udenrigschef udtalt: ”Det er fuldstændig uacceptabelt at benytte migranter som våben.” 4. 000 migranter har indtil videre i år krydset grænsen mellem de to lande. To tredjedele af grænsekrydserne er irakere. Sidste år var antallet af migranter, der krydsede grænsen mellem de to lande, 81. Det er ikke første gang, at flygtninge bruges som pressionsmiddel overfor EU. ”Vi har set, at flere lande bruger migration som en form for våben mod EU. Det er en måde at lægge pres på og forsøge at få flere eksempelvis økonomiske fordele eller hævne sig, som vi ser tegn på med Belarus,” forklarer Ruth Ferrero-Turrión, politolog med fokus på migration fra Complutense Universitet i Madrid, Spanien. Tyrkiet pressede eksempelvis EU sidste år ved at sende tyrkiske flygtninge mod Grækenland, og i år har man set marokkanske grænsevagter lade cirka 8.000 mennesker illegalt krydse grænsen mellem Marokko og den spanske enklave Ceuta. Den gang udtalte Margaritis Schinas, at det ikke ville påvirke EU’s måde at handle på: ”Ingen kan skræmme eller afpresse EU. Vi kan ikke tolere dette,” udtalte Schinas dengang til Euro News. For at hjælpe Litauen har EU sendt hjælp til modtagelse af migranter og grænsebevogtning. Derudover er Litauen i gang med at bygge et 550 km langt grænsehegn mod Belarus. Litauen ønsker ydereligere sanktioner overfor Belarus, såfremt landet ikke stopper med at sende flygtninge og migranter over grænsen. ”Lukashenkos hybridangreb mod EU’s grænse holder os travlt beskæftiget, men det afholder os ikke fra at reagere på regimets brutalitet. Ransagninger og tilbageholdelser af menneskerettighedsaktivister og civilsamfundsorganisationer er barbariske. Pres på regimet inklusive sanktioner vil fortsætte,” skriver Ingrida Simonyté, Litauens premierminister på Twitter.

B.T. skriver lørdag, at EU’s slovenske formandskab har indkaldt til ekstraordinært møde 18. august, hvor unionens udenrigsministre skal finde ud af, hvad man stiller op med de illegale grænsekrydsere fra Belarus mod Litauen. ”Med situationen ved grænsen mellem Litauen og Hviderusland bliver EU udsat for en alvorlig trussel mod sikkerheden. Og det er vidne til statssponsoreret våbenførelse af illegal migration til Hviderusland,” lyder det i indkaldelsen til mødet.

I et interview, bragt i B.T. søndag, udtaler seniorrådgiver for den hviderussiske oppositionspolitiker Svetlana Tikhanouskaya, Franak Viacorka blandt andet: ”EU og USA skal presse Lukasjenko på alle fronter. Skær hans penge bort, indfør sanktioner på olie, som der ikke er lige nu, for så begynder hans nærmeste støtter at falde fra. Og så skal de sørge for, at Lukasjenko ikke kommer i rampelyset, det elsker han, forklarer Viacorka, som påpeger vigtigheden af at sikre nye og frie valg, hvis Lukasjenko skulle gå hen og falde som diktator.”

Berlingske skriver i en leder lørdag blandt andet: ”Man kan lige så godt adressere ondet ved dets rod. Hvis ikke den russiske præsident, Vladimir Putin, kunne se fordelen ved at have Aleksandr Lukasjenko siddende som præsident i Belarus, så var han styrtet for længst. […] Og historierne om, at Belarus sender tusinder af flygtninge ind i Litauen for at forstyrre lov og orden i disse lande, er velkendte. Belarus har givet frit lejde til flygtninge fra mere end 70 lande. De flyver ind til Minsk, og derfra fragtes de videre ind i EU gennem Litauen. […] Belarus indgår i Putins overordnede plan om at samle det gamle Sovjetunionen igen og ikke splitte det op yderligere, som det er sket med Ukraine, og som er blevet det mest synlige eksempel på Putins magtarrogance og ambitioner om et storrussisk rige uden tolerance for folks ønske om selvstændighed.”

I en kommentar i Politiken mandag skriver Michael Jarlner, international kommentator, blandt andet: ”Hvideruslands diktator, Aleksandr Lukasjenko, kaprer både mennesker og fly – og han kender ikke længere nogen grænser. Kun dem, andre sætter for ham. Gør nogen så det? […] Kidnapningen af Protasevitj tjente flere formål: Det viste, at ingen var sikre – end ikke i et fly højt oppe over Hviderusland. Det viste også, at ingen kunne redde ham – at ingen er beskyttet af hverken EU, FN eller noget som helst andet. Og regimet har ved OL i Tokyo netop vist, at det er parat til at gøre det samme igen, da repræsentanter for Hvideruslands olympiske komité forsøgte at tvinge den kritiske atlet Kristina Sjimanovskaja tilbage til Hviderusland. […] Svetlana Tikhanovskajas besøg rundt om i verden skal vise dem, at der står nogen til at tage imod dem, hvis de fører revolutionen til ende i det, der med Joe Bidens ord også er en frontlinjekrig mellem vestligt demokrati og autoritære styrer. Derfor har den også en storpolitisk dimension. For præsident Putins Rusland handler det omvendt både om at bevare kontrollen med Ruslands nærområde og at holde Vestens demokratitanker på afstand af Moskva. Hviderusland er en front. Ukraine en anden. […] I det spil har Lukasjenko frie tøjler til at befæste sin magt, så længe han husker, at han sidder på Putins nåde. Men han er som en anden præsident Erdogan fri til at presse EU ved at åbne nye flygtningeruter mod Litauen og EU, sådan som det sker lige nu, vel vidende, at EU’s ledere ofte har svært ved at veje kampen for demokrati op mod angsten for flygtninge. Han ved også, at Vesten vil gøre alt for at undgå en åben konflikt med Rusland, ligesom Vesten ved, at det samme ikke behøver at være tilfældet for Rusland. Se bare på den russiske annektering af Krim, skyggekrigen i Østukraine.”

I Indblik i Jyllands-Posten søndag skriver avisens korrespondent Poul Funder Larsen blandt andet: ”EU har ikke glimret ved nogen stringent politik i forhold til Minsk. […] Efter præsidentvalget i 2015, som forløb uden større protester, ophævede EU sine sanktioner mod 170 personer og tre virksomheder med nære forbindelser til styret. […] I de forløbne 12 måneder har EU forsøgt at genvinde noget af initiativet, bl.a. ved sanktioner mod i hvert fald 88 enkeltpersoner og syv virksomheder. […] En del iagttagere mener dog, at EU sov sødt, da det gjaldt, og dermed igen har forpasset muligheden for at spille en væsentlig rolle i sit østeuropæiske nærområde. […] ”Den eneste virkelig praktiske ting, EU kunne have gjort, var at acceptere Tsikhanouskaja som den legitime, valgte præsident i august 2020,” siger Sergej Sumlenny.”

I et indlæg i Politiken mandag, skriver den hviderussiske oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja blandt andet: ”Der foregår så mange vigtige diskussioner mellem folk om fremtiden og grundlovssikrede rettigheder. De samme frihedsrettigheder, som længe har været gældende i Europa. […] Mange hviderussere ved nu mere om disse grundlæggende frihedsrettigheder end visse europæere gør, og de ved præcis, hvad det er, de savner. Når regimet tilbageholder tilfældige mennesker, truer europæiske lande og borgere og ansatte i et europæisk flyselskab, er det kun den ene side af sagen, at det sker for at anholde den fremtrædende frihedskæmper Roman og hans kæreste Sofia. Det er samtidig en hån mod europæiske værdier og principper. Det er en hån, som undergraver vores fælles værdier og rettigheder. Regimet vil udnytte enhver svaghed fra Europas side. […] Solidaritet: Demokratibevægelsen i Hviderusland hylder de værdier og principper, som er grundlæggende for Europa. […] De europæiske lande og demokratibevægelser er nødt til at være mere kreative og arbejde tættere sammen på en langt mere indgående og langsigtet måde for at beskytte vores fælles interesser mod den slags trusler. Det er ikke mit indtryk, at Europa bare agter at hvile på laurbærrene. Men det er nødt til at tage midler i brug til at fremme sine værdier. Det, der foregår i Hviderusland, vil delvis være definerende for Europas succes i fremtiden.”
Information, mandag, s. 8-9, Berlingske, lørdag, s. 2; B.T., lørdag, s. 17, søndag, s. 16-17; Politiken, mandag, s.1, 4; Jyllands-Posten, søndag, s. 10-11 (09.08.2021)