De har alle været Danmarks udenrigsminister – nu rejser de en svær debat om fremtiden.

Denne saken er lagt ut av EU representasjonen i Danmark og sakset fra ett eller flere danske media.   

Flere af dagens aviser bringer historier og indlæg om Danmark og andre landes involvering i krigen i Afghanistan. Berlingske har talt med flere danske tidligere udenrigsministre om, hvordan de mener, Danmark og USA har tacklet situationen i Afghanistan. Det store spørgsmål til de tidligere ministre er, om Talibans generobring af Afghanistan efter USA’s tilbagetrækning er afslutningen på en epoke i dansk udenrigspolitik, hvor Danmark har været aktive i flere arabiske konfliktlande med soldater og militært isenkram. Spørger man den radikale næstformand Martin Lidegaard, udenrigsminister fra 2014 til 2015 og i dag formand for Folketingets udenrigspolitiske nævn, er svaret ja. “Det her er en milepæl i dansk udenrigspolitik. Det er en korsvej, vi vil se tilbage på, hvor man sluttede et kapitel,” siger han. Han mener, at vi skal lave grundlæggende ændringer af vores udenrigspolitik på grund af udviklingen i USA, der ikke længere er interesseret at intervenere eller har interesse i nationsopbygning. “Mellemøsten er Europas hovedpine nu. Vi kan ikke forvente, at amerikanerne vil løfte en finger. Opgaven ligger på vores skuldre, og det er en opgave, vi ikke kan ignorere,” siger Lidegaard. Han mener det bliver Europa og ikke USA der fremover bliver kernen for Dansk udenrigspolitik. Per Stig Møller, tidligere konservativ udenrigsminister, er dybt skuffet over situationen i Afghanistan. Han ser det som et vidnesbyrd om, at Danmarks udenrigspolitik i fremtiden kommer til at rette sig mere mod Europa og mindre mod USA. “Længe har jeg ment, at USA var vores klart vigtigste allierede. Nu mener jeg, det er Europa. Vi skal indstille os på, at vi må klare meget mere selv,” siger han. Samtidig er han meget skuffet over USA. “Da vi gik sammen med dem, var det ud fra devisen om, at vi skulle være loyale. Men loyalitet går begge veje, og det, vi har set, er, at de har udsat os som allierede for den ene store overraskelse efter den anden. Det skuffer mig virkelig. Jeg ved ikke, hvor de har deres hoveder henne,” siger han til Berlingske. Også Mogens Lykketoft, tidligere udenrigsminister fra Socialdemokratiet, mener, at situationen bør give anledning til dyb eftertanke. “Man kan sige, at vi lykkedes med den del af missionen i Afghanistan, som handlede om at bekæmpe al-Qaeda. Men den del af projektet, der har handlet om at forme landene til at blive mere moderne og demokratiske, er ikke lykkedes,” siger han. SF’s Holger K. Nielsen, der var udenrigsminister fra 2013 til 2014, mener også, at scenerne fra Afghanistan bør give anledning til dyb refleksion. “Det er på mange måder værre i de lande nu, end da vi startede. Den aktivistiske – i virkeligheden militaristiske – udenrigspolitik har ført os ud i eventyr, som er endt i rene fiaskoer, og som har fået totalt uoverskuelige og meget alvorlige konsekvenser,” siger han og fortsætter: “Vores doktrin har været, at vi skal være tæt på USA, og det er også, hvad Mette Frederiksen siger i dag. Men set med mine øjne skal vi selvstændiggøre os, og vi skal meget mere basere os på en europæisk sikkerhedspolitik.” Villy Søvndal, tidligere udenrigsminister for SF, mener, at den danske udenrigspolitik fremover dels skal basere sig mere på bistand til civile og demokratiske kræfter, og at militære operationer kun skal ske i “nålestik” for eksempelvis at komme en befolkning til undsætning. “Jeg er ikke pacifist. Jeg vil ikke bare sidde og se på. Men det skal være med det udgangspunkt, når vi bruger militærmagt,” siger han. Han mener, at vores udenrigspolitik skal dreje sit i retning af EU og FN – og at vi, for så vidt angår terrorisme, må sørge for at beskytte os selv gennem blandt andet stærke efterretningstjenester. Også Anders Samuelsen, tidligere udenrigsminister fra Liberal Alliance, er skuffet over udfaldet af krigen, men han er alligevel optimistisk. “Man kan blive skidesur på amerikanerne – det er jeg også. Men at tro, at Europa kan lave en europæisk hær, som på nogen måde i kraft og vilje matcher den amerikanske … Det kommer ikke til at ske. Hvis Europa var et reelt alternativ, skulle vi klart gå den vej. Men altså … Jeg sad i en regering, hvor vi prøvede at løfte forsvarsbudgettet bare en smule, og det var nærmest en sensation, at vi kom igennem med en eller anden helt inferiør stigning,” siger han til Berlingske.

Politiken bringer i dag en kommentar af Morten Helveg Petersen, medlem af Europa-Parlamentet for De Radikale. Han skriver blandt andet: “Lad os få etableret et samarbejde i Europa. Også på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område. Det får vi brug for. Billederne fra Kabul kommer til at stå som den visuelle markør på, hvornår vi ikke længere ville udbrede den liberale vestlige verdensorden. Billeder af mennesker, der klatrer over sikkerhedsafspærringer og hænger sig fast under et amerikansk fragtfly på vej til at lette. […] Vi troede alle på formålet med indsatsen. Og vi var forbløffede over, at unge modige danske soldater nærmest stod i kø for at komme af sted på de dødsensfarlige missioner. Med udgangspunkt i sikkerhedspolitiske analyser og en Forsvarskommission i 2007 indrettede vi forsvaret efter en vision om, at Danmark og danske soldater skulle kunne rykke ud og bidrage til håndhævelsen af en international retsorden og forsvaret af menneskerettighederne. […] I modsætning til krigen i Irak hvilede indsatsen i Afghanistan på et klokkeklart folkeretligt grundlag. FN’s Sikkerhedsråd fastslog med resolution 1.368 retten til at udøve individuelt eller kollektivt selvforsvar i overensstemmelse med FN-pagtens artikel 51. […] Den amerikanske sikkerhedsforsker Robert Kagan beskrev i sin tid, hvordan amerikanerne er fra Mars, og europæerne fra Venus. Vores syn på truslerne i Danmark og Europa har været helt forskelligt fra, hvordan amerikanerne ser dem. På mange områder har Europa og USA skiftet positioner. Før i tiden var f.eks. Frankrig og England udprægede slagsbrødre, og den europæiske historie frem til og med Anden Verdenskrig er én lang historie om, hvordan der har været krig i Europa. […] Til gengæld er der andre, der står på spring, og som ikke er blege for brug af militær. Putin i Ukraine. Og jeg ville nødig bo på Taiwan med udsigt til, at amerikanerne ikke længere kan antages at ville engagere sig militært langt væk hjemmefra. Det er den verden, vores børn nu får et glimt af og skal leve i. Husk det venligst, næste gang nogen skælder ud på amerikanerne. Og lad os bruge anledningen til at få etableret et samarbejde i Europa, også på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område. Vi får brug for det.”

I Børsen kan man i dag læse en kommentar af politisk kommentator Helle Ib. Hun skriver blandt andet: “Der er i skrivende stund håb om, at Danmark takket være assistance fra specialstyrker og andre lande lykkes med at evakuere et større antal afghanske borgere, der har arbejdet for den danske stat. […] Det er skæbnens ironi, at det var Anders Fogh Rasmussen, der skulle skære konklusionen ud i pap; statsministeren, der førte Danmark ind i krigen imod terror; ham, der som den første regeringsleder omfavnede Dansk Folkeparti og tillod udlændingepolitiske stramninger som handelsvare og hård valuta i kampen om magten. Han kritiserede mandag det fodslæbende forløb, at udlændingepolitik er blevet gjort til udenrigspolitik. Det er muligt, at offentligheden i disse dage hæfter sig ved, at statsminister Mette Frederiksen (S) taler alvorsfuldt om skæbnen for “rigtige mennesker”, at forsvarsminister Trine Bramsen (S) fremhæver, at det fulde fokus er at få “så mange som muligt sikkert ud”. Og at udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i forbindelse med aftalen om evakuering af afghanere forsikrede, at “ingen skal lades i stikken”. Men et lille udpluk af de faktiske kendsgerninger henover sommeren demonstrerer med al tydelighed regeringens fokus: at undgå at mange afghanere kommer hertil. […] Mattias Tesfaye (S) fremhævede for mindre end to uger siden, den 6. august, at han i stedet sammen med bl.a. Østrig havde bedt EU-Kommissionen om at tage affære, så Afghanistan levede op til den “eksisterende tilbagesendelsesaftale”: “Det er vigtigt for regeringen, at afviste asylansøgere hjemsendes til deres eget land,” understregede han.”
Berlingske, s. 4-7; Politiken, s. 5; Børsen, s. 36 (18.08.2021)