Ifølge den franske Europaminister Clément Beaune viser den kaotiske tilbagetrækning fra Kabul, Afghanistan, at EU ikke har udviklet sin egen sikkerhedsstrategi, uafhængigt af USA. Det skriver Information. “Jeg mener, at det forstærker Frankrigs diagnose.

Denne saken er lagt ut av EU representasjonen i Danmark og sakset fra ett eller flere danske media.   

Og jeg tror ikke kun, det er et fransk synspunkt, for alle kan se det,” udtalte Clément Beaune under et besøg i Danmark, hvor han også forklarer den franske diagnose af situationen: “Europa er teknologisk, strategisk, militært afhængig af USA. Det er et afhængighedsforhold baseret på midler, udstyr også videre. Det skaber en afhængighed i forhold til beslutningskraft – og sågar tankekraft,” forklarer Clément Beaune, og fortsætter: “Frankrig havde trukket sig ud af Afghanistan for nogle år siden. Så vi var en smule uden for spillepladen. Men for mange af vores partnere er det kritiske aspekt, at der var en form for nødvendighed i at følge amerikanerne, fordi vi i lang tid i Europa ikke har tænkt på vores egentlige interesser på sikkerheds- og forsvarsniveau.” Også Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S) har givet udtryk for, at det er tid til at overveje en revurdering af, hvordan Danmark fremover deltager i internationale aktioner: “Det er en drøftelse, vi skal tage med vores allierede i NATO og i EU,” har Mette Frederiksen (S) udtalt tidligere på ugen. Josep Borrell, EU’s spanske udenrigschef, har ligeledes udtrykt, at situationen i Afghanistan indikerer, har brug for flere geopolitiske muskler. Eksempelvis i form af en 50.000 mand stor styrke, som skal kunne indsættes i nødsituationer. “Vores europæiske strategiske autonomi er øverst på dagsordenen,” udtalte Josep Borrell for nylig til AFP. Frankrigs præsident Emmanuel Macron kaldte allerede i 2019 NATO for “hjernedød”, hvilket affødte kritik fra især de østlige EU-lande, der ser NATO som eneste reelle bolværk med Rusland.

I et interview i Weekendavisen deler Thomas Friedman, Pulitzerprisvinder og kommentator hos New York Times, sin vurdering af situationen i Afghanistan. Da han spørges, om han tror, måden tilbagetrækningen fra Afghanistan er foregået på vil føre til ændringer i NATO’s praksis med, at USA leder og Europa følger efter, svarer han: “Jeg ved det ikke, men hør her: Vores europæiske allierede skal være meget glade for, at vi trækker os ud, så vi ikke drænes for energi i et land uden større strategisk interesse og kan arbejde mere sammen om langt vigtigere projekter.” Friedman erklærer sig også i interviewet for tilhænger af et tæt amerikansk-europæisk samarbejde: “Jeg tror stærkt på, at Den Kolde Krig blev udkæmpet og vundet i Berlin. Og at den post-Kolde Krig også vil blive udkæmpet og vundet i Berlin. Hvad jeg mener er, at den supermagt, der har EU på sin side, USA eller Kina, er den, der vil skabe de globale spilleregler. Jeg er en af de ret få amerikanere, der faktisk forstår, hvad EU er, og virkelig påskønner det som det andet store center i verden af frie markeder og frie mennesker. Vi vil være glade for at dele både magt og ansvar med europæerne for at fremme vestlige værdier i verden frem for kinesiske værdier. Men det kræver, at europæerne udvikler en langt mere aktiv og fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og en større militær kapacitet,” forklarer Friedman.

I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver Lykke Friis, direktør for tænketanken Europa, blandt andet: “Syrien har domineret debatten i EU om de mere langsigtede konsekvenser. ”2015 må ikke gentage sig”, har det f.eks. lydt fra CDU’s formand Armin Laschet i Tyskland og Østrigs kansler Sebastian Kurz. Denne gang må Europa ikke blive endestation for en stor flygtningestrøm. Men her og nu er 2021, altså ikke 2015. Situationen i Afghanistan er fundamentalt anderledes end i Syrien. I disse dage kan flygtninge og migranter ikke bevæge sig op til Europa. […] Indtil videre har regeringer i Europa, inklusiv den danske, påpeget, at det er alt for tidligt at diskutere, hvad der skal ske, efter at lufthavnen lukker. Her og nu gjaldt det om at få så mange egne statsborgere og lokalansatte ud som muligt. Nu er spørgsmålet her imidlertid: Vil NATO-lande overlade mænd og kvinder, der har kæmpet sammen med Vesten, til Taliban? […] Svarene blafrer i vinden, og situationen vanskeliggøres af, at EU’s forsøg på at udvikle en fælles flygtningepolitik har siddet fast siden 2015. EU-Kommissionens spæde opfordringer til, at lande bør overveje at følge Canadas og Storbritanniens eksempel, er da heller ikke blevet realitetsbehandlet. Realistisk set skal man derfor snarere forvente, at nogle få europæiske lande går sammen om at udtænke en mulig hjælpeaktion. Men hvem ved, måske EU i fællesskab alligevel vil drage én lære af 2015, hvor parallellen rent faktisk giver mening.”

I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver folketingsmedlem Katarina Ammitzbøll (C) blandt andet: “Jeg var selv i Afghanistan i en årrække for at lave en grundlov, afholde valg, etablere en menneskerettighedskommission, kvindeministerium og opbygning af ny forvaltning og forsøge at indføre et demokrati i landet, som gennem 40 år mere eller mindre kun har oplevet krig efter krig. Vi havde en tro på, at det kunne lade sig gøre, og på trods af omstændighederne tror jeg stadig på det. […] Men det kræver, at vi får ram på Taliban. Mit forslag er at ramme dem økonomisk, og drømmescenariet ville være at ramme opiumsproduktionen. […] Derfor ønsker jeg, at vi fra EU’s side bruger vores fælles stemme og styrke til at tale med nogle af de omkringliggende lande i Centralasien og bekæmpe narkotrafikken og sanktionere Taliban. Det er svære lande at få i tale, men EU må gå forrest og være ihærdig.
Information, s. 10-11; Jyllands-Posten, s. 26, 28; Weekendavisen, s. 8 (27.08.2021)