Ny politik i den Europeiske Sentralbanken (ECB), men flere år med minusrenter vente.

I dag torsdag holder ECB det første rentemøde efter ændring af den pengepolitiske ramme med nyt inflationsmål på 2 procent. ECB-chefen, Christine Lagarde, præsenterede overraskende tidligt det nye inflationsmål den 8. juli, og af samme grund er forventningerne til en stramning af pengepolitikken også helt i bund, skriver Børsen.

Denne saken er lagt ut av EU kommisjonens danske representasjon og er et sammendrag  av innholdet i flere danske aviser.  

“Én ting er klart, forventningerne til mere aggressive tiltag er blevet større, men kan de levere?” spørger den danske cheføkonom i Unicredit, Italiens største bank, Erik Nielsen. Ifølge flere aviser brugte investorerne gårsdagen på at se frem mod dagens rentemøde i ECB. I Jyllands-Posten kan man under overskriften “Nytolkning af den europæiske pengepolitik” læse en kommentar af Jens Nyholm, cheføkonom i Spar Nord. Nyholm skriver blandt andet: “Mens der har været en smule lavvandet med vigtige nøgletal den seneste uges tid, tiltrækker de pengepolitiske begivenheder sig fortsat stor opmærksomhed. Særligt de kommende rentemøder i henholdsvis den europæiske centralbank, i dag torsdag, og den amerikanske centralbank, onsdag i næste uge, ventes med spænding. […] Allerede i forrige uge offentliggjorde ECB – et godt stykke tid før ventet – en ny opdateret pengepolitiske strategi. Den første ændring siden 2003 skete oven på en forlænget periode med en såkaldt ”strategisk gennemgang” af pengepolitikken. Perioden blev forlænget af pandemien, og resultaterne var derfor først ventet til efteråret. Christine Lagarde har i de seneste taler og interviews været tydelig omkring mødet torsdag den 22. juli, som hun betegner som et ”definerende” rentemøde for den europæiske pengepolitik. På mødet ventes centralbanken at synliggøre sammenhængen mellem den nye pengepolitiske strategi og dens forventede indvirkning på den førte pengepolitik. […] I et nyligt interview med Bloomberg udtalte Christine Lagarde, at ECB skifter til et mål på 2 pct. for inflationen, og at dette mål indeholder en ny komponent for prisudviklingen på boligmarkedet. Samtidig understregede hun, at inflationsmålet ikke bliver symmetrisk som det amerikanske, men at ECB kan tillade inflationen at ligge over målet i perioder, uden at det medfører stramninger. […] I sin fremtidige kommunikation med markedet forventer Lagarde blandt andet en mere klar kommentering af den økonomiske og monetære udvikling, en mere klar ”forward guidance” og en normalisering af ikke-konventionelle instrumenter. Det vil sige, at ”forward guidance”, obligationsopkøbsprogrammer, målrettede udlånsprogrammer (TLTRO’s) og eventuelle negative renter i fremtiden vil blive ”normale” instrumenter. Som noget nyt ventes ECB også at give klimaforandringer en fremtrædende plads i tilrettelæggelsen af pengepolitikken. Det store spørgsmål er dog, om den opdaterede pengepolitiske strategi kan give udslag i markante nye signaler, der for alvor kan ændre ved forventningerne til den førte pengepolitik?”

I en analyse i Politiken skriver Frank Hvid Petersen, finansekspert, blandt andet: “Der er en meget interessant udvikling i gang på de globale finansmarkeder i de her dage, og de kan være et varsel om, at verdensøkonomien og dansk økonomi er på vej et helt andet sted hen end forventet af stort set alle økonomer og investorer. […] Det interessante er udviklingen i renten. Den falder. Det er normalt et varsel om en forestående økonomisk opbremsning og lavere vækst og lavere inflation forude. Det med, at inflationen snart vil falde igen efter en kortvarig opblussen, er de fleste enige i. Men at væksten skal gå i stå, går imod alle forudsigelser fra OECD, Den Internationale Valutafond (IMF), Den Europæiske Centralbank (ECB) og samtlige storbanker herhjemme og i udlandet og stort set alle investorer i verden. De forventer alle solid økonomisk fremgang i resten af 2021 og hele 2022 og derfor højere renter – og fortsat aktiefest. […] Forvirringen breder sig. Hvorfor fortsætter renterne med at falde? […] Den mest åbenlyse forklaring er frygt for, at den hastigt stigende smitte med deltavarianten af coronavirus vil øge antal indlagte og døde og udløse nye restriktioner og samfundsnedlukninger rundt om på kloden. Og at det sammen med forsigtigere adfærd fra forbrugere og virksomheder får det globale opsving til at gå i stå igen.”

Berlingske bringer en analyse af Ulrik Bie, avisens økonomiske redaktør. Han skriver blandt andet: “Det amerikanske boligmarked er gået amok siden sidste sommer med prisstigninger på landsplan på omkring 20 procent. Udviklingen er langt mere eksplosiv end i årene før finanskrisen, og mange steder er boligpriserne nu rekordhøje. […] Det er de ekstremt lave renter, kedsomhed og store opsparinger i husholdningerne, der ligesom herhjemme har bidraget til den stigende handelsaktivitet. Men dertil kommer, at coronatiden har betydet et kvantespring for udbredelsen af hjemmearbejde og fjernarbejde i USA. Både enlige og familier har brug for mere plads – og hjemmearbejde understøttes i USA af lukrative fradrag i de føderale skatter. […] Problemet på det danske boligmarked er, at renterne er låst fast af Den Europæiske Centralbank i Frankfurt. I Danmark har vi også mulighed for at gå fra lang til kort rentebinding, hvis forholdene i USA skulle begynde at presse renterne opad. Vi kan også forøge brugen af afdragsfrihed. Ingen af de muligheder har den almindelige amerikanske boligejer, for de amerikanske myndigheder foretog markante indgreb i boligfinansieringen i oprydningen efter finanskrisen. […] Boligmarkedet vil dog få betydning for den økonomiske politik. Galopperende boligpriser gør det svært for den amerikanske centralbank at retfærdiggøre en nulrente og store opkøb af stats- og realkreditobligationer med det formål at holde boligrenterne nede. Det kan medføre stigende lange boligrenter i både USA og Danmark til næste år.”

I en kommentar i Jyllands-Posten skriver Jørn Astrup Hansen, tidligere bankdirektør, cand. oecon, blandt andet: “De seneste måneder har vi kunnet følge en underholdende, men ikke særligt konstruktiv debat om boligprisernes himmelflugt – især i hovedstadsområdet og de større byområder. Stærke røster forenet i Det Systemiske Risikoråd har anbefalet et indgreb, der skal sikre, at pengegaloppen ikke resulterer i en prisboble på boligmarkedet. Risikorådet er bekymret for, at udviklingen skal føre til en risikoopbygning (læs prisboble) på boligmarkedet. En tilstrækkeligt stor prisboble, der brister, vil sende chokbølger gennem økonomien, som vi senest så det under finanskrisen. Rådet henstiller til erhvervsminister Simon Kollerup om at skærpe kravene til bankernes kapitalgrundlag og at stramme adgangen til afdragsfri lån mod pant i fast ejendom. Nationalbanken slutter sig til koret med et forslag om at reducere skatteværdien af rentefradrag. Det skal nok hjælpe – med en rente på nul. […] Dansk økonomi påvirkes af Jerome Powell, direktør for Fed, Christine Lagarde, direktør for ECB, og vor egen Lars Rohde snarere end Frederiksen, Wammen og Kollerup. Rohde, formand for Det Systemiske Risikoråd, har som direktør for Nationalbanken den utaknemlige opgave at skulle sikre en kunstigt lav kurs på den danske krone over for euroen. Det sker med en negativ rente på den danske krone – en rente, der i svær grad har stimuleret det danske boligmarked. […] Det kan undre, hvorledes Nationalbanken forener den negative rente med pligten til “at opretholde et sikkert pengevæsen her i landet”. Erhvervsministeren har ret i, at den negative rente er et problem – og ikke blot for ministerens kernevælgere. Men problemet, min kære Kollerup, ligger ikke hos bankerne, men hos den kongelige bankkommissær.”
Børsen, s. 14, 21, 24; Politiken, s. 2, Jyllands-Posten, s. 13, 16; Berlingske, s. 7 (22.07.2021)