I et interview i Politiken kommenterer Kanni Wignaraja, chef for FN’s udviklingsprogram (UNDP) i Asien og Stillehavet, på sidste uges udmelding fra EU-kommissær Margrete Vestager (RV) til danske journalister. Her meldte Margrete Vestager ud, at EU vil støtte det afghanske samfund, blandt andet for at hindre, at en strøm af flygtninge søger mod Europa.

Denne saken er lagt ut av EU representasjonen i Danmark og sakset fra ett eller flere danske media.   

Den klare betingelse fra Vestager og Europa er dog, at det nye styre respekter kvinders og pigers rettigheder. “Men så enkelt er det ikke”, forklarer Kanni Wignaraja i interviewet. “Det er ikke sort eller hvidt: Enten fortsætter det som nu, eller også bliver kvinders rum og rettigheder lukket ned overalt. Vi kommer til at lande et sted mellem de to yderpunkter,” siger Kanni Wignaraja, som mener, at det internationale samfund må acceptere diverse tilbageskridt, da alt andet vil være urealistisk. Alternativet vil være en massiv flygtningestrøm, vurderer Kanni Wignaraja.

USA har fejlet deres mission om at forme verden efter deres skabelon. Nu står Kina klar med en ny alternativ orden, som måske kan skabe mere stabilitet fra Kabul og til den Persiske Golf. Det skriver Information. “Kina vil ikke skabe verden i sit billede som Amerika. Kineserne vil have stabilitet. De vil lægge en dæmper på ekstremismen, så den ikke spreder sig til kinesiske provinser. Kineserne kommer heller ikke selv til at stå for sikkerheden som amerikanerne. De vil lade Taleban gøre det: I bekæmper terror, vi støtter udviklingsprojekter,” forklarer Lars Erslev Andersen, mellemøstekspert og terrorforsker og seniorforsker ved DIIS. Kina vil skabe stabilitet, blandt andet ved hjælp af Shanghai Cooporation Organization. SCO er en militær alliance, grundlagt i 1996, mellem Kina, Rusland, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan. Sammen med Moskva vil Kina videreudvikle den NATO-inspirerede organisation og derigennem søge at styrke et samarbejde om grænser, sikkerhed og terrorbekæmpelse. “Vi ved ikke, om projektet i Afghanistan vil lykkes, men det ligger på tegnebrættet i Beijing. Den gode nyhed er, at det muligvis vil skabe større stabilitet i regionen. Den dårlige nyhed er, at det på ingen måde skaber demokratiske samfund. På langt sigt kan stabiliteten dog måske øge befolkningernes krav om flere rettigheder, men det er for tidligt at sige. Hvis det lykkes, vil Kina – men også Rusland – øge deres indflydelse betydeligt. Der er muligheder for en ny orden i Asien, som måske kan sprede sig til Den Persiske Golf,” forklarer Lars Erslev Andersen, som mener, at det nu er tid for Europa til at tænke i en ny sikkerhedspolitik. “Europas samarbejde med USA skete under overskriften ‘krigen mod terror’ og spredning af demokrati. Men det er slut nu. Europa bør kigge indad, og her har Frankrigs præsident Macron ret: EU skal tænke på en ny sikkerhedspolitik, og opretholde en vis autonomi i forhold til USA,” siger Lars Erslev Anderen, og fortsætter: “Europa bør ideelt set tage mere ansvar, men det kan Europa ikke finde ud af. EU har ingen strategier. Det eneste, man fokuserer på, er flygtninge. Man laver bittesmå aftaler med libyerne. Man lokker Erdogan med lidt hist og pist. Men det er jo ikke strategi. Man skal blive enige om strategi. Jeg tror ikke, det sker,” ræsonnere Lars Erslev Andersen.

I en kronik i Politiken skriver Jesper Lau Hansen, jurist og professor, blandt andet: “Hvis man ikke lærer af sine fejl, risikerer man at gentage dem. Og det må man sige, at vi har gjort, altså gentaget dem, nu senest amerikanernes unødvendige opgivelse af Afghanistan. […] Skal vi lære af vores fejl, bør vi ikke kun se på Afghanistan, der er desværre andre brølere at lære af. Efter en periode med aktivistisk udenrigspolitik, hvor vi angreb vores fjender ude, fulgte en krigstræthed i den amerikanske befolkning. USA har nu valgt tre præsidenter i træk, der forfølger den samme strategi, og resultatet har været forfærdeligt. Demokratierne svækkes, diktaturerne styrkes .[…] Mest tydeligt var nok Obamas beslutning om ikke at gribe ind i Syrien og hjælpe befolkningen mod diktatoren, som man havde gjort i Irak. Samtlige Obamas argumenter for ikke at gribe ind, viste sig hurtigt forkerte. Hvor galt afmarcheret, denne politik var, ses også af, hvordan man opfattede den russiske indgriben. De ville, sagde Obama, hurtigt “sidde fast i sumpen” og fortryde. Det skete som bekendt ikke. Selvom Rusland kun er et land med en økonomi som Spanien, vandt de ubesværet krigen. Desværre for syrerne, for når vi går i krig, er det for folket og mod diktatoren, men med Rusland er det omvendt. Altså fik man det modsatte resultat af Irakkrigen, hvor der siden invasionen i 2003 har været fire demokratiske valg. Obamas politik var ikke bare katastrofal for syrerne, men flygtningestrømmen gav EU et knæk, som det måske aldrig overkommer. Vi havde åbenbart glemt, at Syrien ikke lå langt borte, men er vores landfaste nabo, som Afghanistan i øvrigt også er. Nu var Obama svært charmerende, så det ubegavede i hans egoistiske udenrigspolitik blev først mere bredt erkendt, da den blev videreført af Trump. Man kan kun håbe, at den kritiske sans ikke forsvinder igen, blot fordi politikken nu videreføres af Biden.”

Information skriver i en leder blandt andet: “Da EU’s indenrigsministre, inklusive den danske udlændingeminister Mattias Tesfaye (S), mødtes tirsdag i denne uge, var det således for at sende et første, samlet signal om, hvordan man vil håndtere krisen. Svarene handler hovedsageligt om frygten for en ny flygtningekrise som i 2015. “Vi må ikke ende i en situation i Europa, hvor det enten handler om at hjælpe mennesker på flugt eller at bevare europæiske velfærdsstater. Vi skal kunne begge ting,” lød det fra den danske minister til TV 2. […] Som man kunne læse i mandagens udgave af Information, opfører en række europæiske lande mure, som skal holde flygtninge og migranter ude. Også lande uden for Europa bygger mure, der skal holde grænserne lukkede. Ifølge minister Tesfaye er mure “en del af løsningen”. Indtil få dage før Kabuls fald arbejdede Danmark med ligesindede aktivt for fortsat at kunne udvise afviste asylansøgere til Afghanistan. […] Ideen om obligatorisk flygtningeomfordeling i Europa er død, Merkels “wir schaffen das” er en saga blot, og selv et nedbarberet forslag fra EU-Kommissionen fra efteråret om såkaldt ‘obligatorisk solidaritet’ i form af kontant betaling fra lande, som ikke tager flygtninge, har vist sig meget svær at sælge. Hvem er det så, Europa denne gang skal betale for at holde flygtninge og migranter ude? Aftalen fra 2016 med præsident Erdogan fremstår uholdbar for den tyrkiske leder, der er under indenrigspolitisk pres som følge af de over fire millioner flygtninge i landet, hvoraf op mod 3,7 millioner ifølge Migration Policy Institute er syrere. De seks milliarder euro, EU har brugt på Tyrkiet-aftalen, har sænket antallet af ankomster til Europa markant siden 2015, men Erdogan har betalt en høj politisk pris – og det samme har de syriske flygtninge i Tyrkiet, som for manges tilfælde lever i armod og uden fremtidsudsigter. Samtidig har EU reelt givet den tyrkiske leder et udenrigspolitisk gashåndtag, han kan skrue på efter behov. I Bruxelles-kredse nævnes beløb på op mod en milliard euro som EU’s støtte til humanitære indsatser i Afghanistans nærområder. EU virker klar til at skrue yderligere op for tallene, hvis det bliver nødvendigt. […] Det er et betændt dilemma, hvis man fortsat tror på menneskerettigheder og Europas rolle som humanitært fyrtårn. Mens beslutningen synes lettere, hvis man på mere kynisk facon har opgivet de humanistiske principper og fokuserer på realpolitik og valghensyn. Det svar, EU’s indenrigsministre gav tirsdag, er med til at definere Europas nye syn på flygtninge og dermed også, hvem vi er, og hvad vi står for.”
Information, s. 10-11, 20; Politiken, s. 12; Berlingske, s. 24-25 (02.09.2021)