Det polske dilemma – både Tyskland, Frankrike og de andre trenger dem jo

Det polske dilemma – både Tyskland, Frankrike og de andre trenger dem jo

Sagen drejer sig om, at en nylig afgørelse fra Polens forfatningsdomstol har fastslået, at EU-lovgivning ikke altid har forrang over den polske forfatning. I Kristeligt Dagblad kan man læse, at der var lagt op til «skældud» til Polen på topmødet.

Denne saken er lagt ut av EU representasjonen i Danmark og sakset fra ett eller flere danske media.   

Polen blev da også kritiseret, men EU-sværvægtere som Tysklands kansler Angela Merkel og Frankrigs præsident Emanuel Macron gik mere forsonligt til værks. «Retsstatsprincippet er en nøglesten i EU. På den anden side må vi finde veje og muligheder for at komme sammen igen,» sagde Merkel inden EU-topmødet. Macron opfordrede Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, inden topmødet, til at gå i dialog med EU-Kommissionen. Den polske premierminister forsvarede domstolens beslutning, men han sagde samtidigt, at Polen også ønsker en løsning på konflikten. Det er EU-Kommissionen, der skal beslutte, hvilke konsekvenser retsstriden skal have for Polen. Den kan blandt andet beslutte at tilbageholde udbetaling af EU-midler til polakkerne, hvilket EU-Parlamentet i går opfordrede Kommissionen til.

Politiken skriver, at Angela Merkel rækker hånden ud til Polen i den verserende strid, da hun har brug for polakkernes samarbejde i forbindelse med de tyske grænser til Polen. Tyskerne vil nemlig gerne samarbejde med Polen om at holde migranter, som er sendt over Hviderusland, væk fra Tyskland. På samme måde ønskede heller ikke Frankrig at gå hårdt til værks i kritikken mod Polen på topmødet. Frankrig har nemlig sidste uge givet Polen et tilbud om at hjælpe med at nedbringe landets CO2-udslip ved at bygge franske atomkraftværker. En milliardaftale, som ifølge franskmændene vil skabe 25.000 jobs i Polen, og som ligger i forlængelse af Polen og Frankrigs fælles pres for at overbevise EU-Kommissionen om at stemple atomkraft som en grøn investering. Modsat er den hollandske leder Mark Rutte klar til at indføre økonomiske sanktioner i forbindelse med udbetalingen af 36 milliarder euro i genopretningslån og bidrag efter corona. «Hollænderne er trætte af at skulle sende så mange penge af sted til Polen, Ungarn og andre østlande, når de har så svært ved at respektere de demokratiske spilleregler,» siger en hollandsk kilde til Politiken. Luxembourgs ministerpræsident, Xavier Bettel, mener, at økonomisk straf og lukkede kasser bør være «sidste udvej». Det vigtigste er at enes om, at EU’s retslige fundament er EU-Domstolen. De fleste østeuropæiske ledere går på listefødder, for at spotlyset ikke skal ramme dem selv en dag. Dog ikke den ungarske leder, Viktor Orban, der som forventet står last og brast med Polen.

I dagens Jyllands-Posten kan man læse, at et stort flertal i EU-Parlamentet mener, at EU’s skatteydere ikke bør give penge til regeringer, som undergraver Europæiske værdier. Flertallet mener, at EU-Kommissionen bør stoppe udbetalingen af EU-midler til Polen. «Parlamentet kræver, at der ikke gives penge fra EU’s skatteydere til regeringer, der åbenlyst, målrettet og systematisk undergraver de europæiske værdier,» lyder det ifølge Jyllands-Posten i en erklæring fra parlamentet. Parlamentet opfordrer EU-Kommissionen, som er traktaternes vogter, og medlemslandene til at handle på flere punkter. Udover at standse udbetalingen af genopretningsmidler, bør EU «afbryde eller suspendere betalinger i betragtning af risikoen for alvorlige mangler i kontrolsystemerne,» står der i erklæringen. De understreger, at de ikke ønsker at straffe det polske folk. Det handler om at genoprette retsstaten i Polen. Polens premierminister Mateusz Morawiecki fastholder, at den polske forfatning i visse tilfælde har forrang over EU-lov.

Berlingske skriver, at Polen bruger en dansk sag i opgøret med EU. Polens viceudenrigsminister siger til avisen, at der ingen forskel er på dengang Danmark gik imod EU-Domstolen, og nu, hvor Polen er i søgelyset for at gå imod den. «Princippet er nøjagtigt det samme. Det handler om, at den nationale domstol må kontrollere, om EU-institutioner overskrider sine beføjelser,» siger Pawel Jablonski og fortsætter: «Der har været mange domstole, som er gået imod EU-Domstolen. Også den tyske, tjekkiske, italienske og franske. Så selvfølgelig læner vi os op ad dem.» Han henviser til en dansk sag fra 2016, hvor Højesteret sagde fra over for EU-Domstolen. Det skete i en sag, hvor Vejle-virksomheden Ajos fyrede en medarbejder. Eftersom han var 60 år, kunne han få sin arbejdsgiverpension. Og så, mente Ajos, kunne man slippe for at betale fratrædelsesgodtgørelsen på tre måneders løn. Men eftersom medarbejderen fik job et andet sted og altså blev på arbejdsmarkedet, fik han ikke pensionen. Derfor krævede han i stedet godtgørelsen. Set fra EU-Domstolen var der tale om aldersdiskrimination, og derfor sagde den, at Ajos skulle betale den ansatte. Men her satte Højesteret foden ned. Tilbage i 2016 tiltrak sagen sig ikke opmærksomhed blandt andre end jurister og EU-eksperter. «Den danske forståelse er, at EU-retten har forrang, hvis vi har afgivet suverænitet til EU efter Grundlovens paragraf 20. Hvis ikke har EU-retten ikke forrang,» siger Frederik Waage, ekspert i forfatningsret og professor på juridisk institut på Syddansk Universitet, til Berlingske.

Weekendavisen bringer en analyse under overskriften «Polen har en pointe» skrevet af advokat Karen Dyekjær. Hun skriver blandt andet: «Man kan godt – og med rette – udtale stærk kritik af den polske regerings tilsyneladende overgreb mod domstolenes uafhængighed. Men man bør dog notere sig, at også efter dansk forfatningsret ligger det ganske klart, at EU ikke med bindende virkning for danske myndigheder og institutioner kan lovgive på en måde, der ville være i strid med den danske grundlov. EU kan heller ikke tiltage sig kompetence, der ikke er overladt til EU via tiltrædelsesloven af 1972. […] Højesteret vurderede netop disse spørgsmål i den såkaldte grundlovssag eller Maastricht-sag fra 1990erne. Jeg var dengang advokat for sagsøgerne, og deres synspunkt var, at en tiltrædelse af Maastricht-traktaten ville forudsætte en grundlovsændring. Dette blev afvist af regeringen, idet man fandt fornøden hjemmel i grundlovens paragraf 20 om suverænitetsafgivelse i begrænset omfang. Dette tiltrådte Højesteret, men Højesteret gjorde det samtidig klart, at det hermed også – ud fra et juridisk set ganske logisk ræsonnement – er givet, at grundloven står over EU-lovgivning. […] Der er og bliver altså en latent konflikt. Med diplomatisk snilde og juridisk fleksibilitet i relation til konkrete emner, hvor konflikten teoretisk kunne opstå, kan man søge behændigt at undgå en åben konflikt, og det er den vej, man klogeligt generelt følger her i landet, medens visse kredse i Polen og den polske Højesteret synes at have lagt op til en åben og provokerende konflikt om et følsomt emne.»

I Weekendavisens leder kan man desuden læse: «EU er ramt af en krise af de helt store i Unionens omtumlede historie, hvilket ikke siger så lidt. Et vægtigt medlemsland undergraver demokratiet på flere fronter; minoritetsrettigheder er under angreb, pressefriheden undermineres, og retssikkerheden afmonteres. Med angrebet på de polske dommeres uafhængighed gør regeringen op med magtens tredeling. Det er deprimerende. […] Dårligt er forholdet mellem Polen og EU, og der er gode grunde til at lægge pres på polakkerne gennem alle mulige politiske og økonomiske kanaler. Men sagen rammer EU, hvor det gør ondt: Forholdet mellem EU-retten og de nationale systemer har været en slagmark siden 1960erne. I årtier blev EU-systemet stadig mere dynamisk og aktivistisk, hvilket ikke kun mødte kritik hos EU-modstandere. Men i de senere år har flere lande sagt stop, herunder Danmark. Den polske højesteret henviser selv til Ajos-sagen fra 2016, hvor Danmarks Højesteret i en sag om ansættelse og aldersdiskrimination afviste at følge EU-Domstolen. […] Tabe sine grundprincipper kan EU selvfølgelig ikke. Det er klart, at EU må sanktionere lande, der modarbejder den retstilstand, der er grundlaget for det indre marked. […] Polen bør allerede nu ekskluderes fra EU, lyder det fra bekymrede stemmer. Men EU har absolut ikke råd til at miste Polen som medlem. Og polakkerne vil ikke være de sidste til at vælge en regering med problematiske holdninger. Næste gang kunne det jo være Frankrig. EUs overlevelse afhænger af at kunne rumme meget store modsætninger.»
Kristeligt Dagblad, s. 11; Politiken, s. 2; Weekendavisen, s. 14, 15; Børsen, s. 18; Jyllands-Posten, s. 18; Berlingske, s. 6 (22.10.2021)

Kilde: EU i dagens aviser fredag den 22. oktober