Det kan gå mot folkeavstemming om det danske forsvarsforbeholdet i EU. 

Det som gjør det er at danskene sitter på utsidene når det diskuteres forsvarsrelaterte saker innen EU.  Det siste nå er diskusjonen som har oppstått omkring en eventuelt felles innsatsstyrke.

USA’s fiasko i Afghanistan skaber yderligere incitament for ønsket om et styrket europæisk militærsamarbejde. Det skriver Kristeligt Dagblad mandag. ”Europa kunne ikke mobilisere 6.000 soldater til at sikre lufthavnen i Kabul”, sagde EU’s udenrigschef Josep Borrel, da de europæiske forsvarsministre for nylig mødtes i Slovenien.

Denne saken er lagt ut av EU representasjonen i Danmark og sakset fra ett eller flere danske media.   

Josep Borrel foreslår derfor, at oprette en europæisk styrke på 5.000 soldater. Også Frankrigs præsident Emmanuel Macron er fortaler for et tættere europæisk forsvarssamarbejde. Det har dog hidtil mødt modstand fra blandt andet Tyskland, der stadig sætter sin lid til NATO. Men, det kan være ved at ændre sig. ”EU bør være i stand til at handle uden den amerikanske partner. Vi skal kunne sikre en lufthavn i Kabul alene,” udtalte Armin Laschet, CDU-formand og tysk kanslerkandidat for nylig. Hans partifælle, forsvarsminister Annegret Kramp-Karrenbauer, udtalte efter mødet i Slovenien, at ”læren efter Afghanistan er, at vi skal blive i stand til at handle mere selvstændigt.” I Danmark markerer Jakob Ellemann-Jensen sig med udtalelser om at tage det danske forsvarsforbehold op til overvejelse. Mikkel Vedby Rasmussen, sikkerhedspolitisk ekspert og dekan ved Københavns Universitet, tror dog ikke, at vi er på vej imod et sikkerhedspolitisk vendepunkt i Europa: ”Jeg tror, at Europa i hvert fald i første omgang vil blive mere fokuseret på os selv og på vores umiddelbare sikkerhedsinteresser i og omkring Middelhavet, herunder flygtninge som den største trussel på grund af de indenrigspolitiske konsekvenser. Når militær intervention og demokrati ikke virker, er det bedste, vi kan gøre, måske at hjælpe Grækenland med at bygge en høj mur,” ræsonnerer Mikkel Vedby Rasmussen.

I en kommentar på Altinget skriver Per Stig Møller(K), forhenværende udenrigsminister, blandt andet: Efter at have forladt Afghanistan går USA nu kun ud i verden, når det selv føler sig truet. Alle andre konflikter må andre tage sig af. Europa må selv klare islamismen, immigrationen og den russiske revanchisme. […] Og Afghanistan bliver nu Kinas og Ruslands problem. En massiv illegal indvandring til Europa vil skabe indre konflikter og sammenstød i Europa, der vil hjælpe ekstremister og populister til magten, medmindre EU i tide får skabt et dybtgående økonomisk-politisk samarbejde med Den Afrikanske Union og får stablet en fælleseuropæisk asyl- og immigrationspolitik på benene. Dette forudsætter, at vi erstatter den nuværende nationalegoisme med en forståelse af nationernes ikke sammenstød men sammenhæng. Derfor er den største fare mod en fredelig udvikling i EU’s lande en opløsning eller lammelse af EU. Sker det, kan vi hver for sig afvente udfaldet af konflikten mellem USA og Kina, hver for sig kæmpe med klimaet og hver for sig forsøge at få styr på den illegale immigration. Og ingen af delene kan vi gøre noget ved, hver for sig. […] I Europa prøver vores nabo Rusland at destabilisere EU for en dag at tage tilbage, hvad det tabte, dengang Sovjetunionen brød sammen. Krim var blot begyndelsen. Forude venter Ukraine, Kaukasus og balterne, hvis NATO og EU går i opløsning. På længere sigt får Rusland imidlertid brug for et godt forhold til EU.

Per Nyholm, publicist og tidligere korrespondent, skriver i et debatindlæg i Jyllands-Posten søndag blandt andet: ”Sidste uge mødtes EU’s udenrigsministre og forsvarsministre i Slovenien for at drøfte en situation, der kræver snarlig og kostbar handling. Europa kan ikke – som hævdet i denne klumme over en årrække – stole på USA. Selvfølgelig ikke. De Forenede Stater blev oprettet for 350 år siden med det for øje at skabe afstand til Europas konger og krige. […] Amerikansk isolationisme stikker dybt og vil stikke dybere efter Afghanistan. Biden lovede onsdag Ukraines besøgende præsident Zelenskij en optrapning af Washingtons bistand til det af Rusland angrebne land i Østeuropa. Så vidt, så godt. Ansvaret for Europas forsvar – hele Europas forsvar – ligger ikke i USA, men i Europa, i Bruxelles og de nationale hovedstæder. […] Militære eksperter anslår, at en troværdig europæisk hær kan oprettes inden for en halv snes år. […] En fremtidig nordatlantisk alliance kan bestå af en amerikansk søjle, som varetager det globale forsvar af amerikanske og vestlige interesser, og en europæisk søjle, der sørger for Europas sikkerhed fra Atlanten til en linje bag Finland, de baltiske republikker, Øst- og Centraleuropa, inklusive Ukraine og Moldova, frem til Sortehavet. Begge søjler skal desuden sammen eller alene kunne imødegå regulære krige, hybride angreb, terror og flygtningestrømme. […] Frankrig har længe agiteret for et fælles europæisk forsvar, og Frankrig overtager om fire måneder EU’s formandskab, så der er håb forude, især hvis Emmanuel Macron vinder forårets præsidentvalg, og Tyskland får en socialdemokratiskborgerlig regering efter valget til forbundsdagen om tre uger. […] Og Danmark? Fru Frederiksens erklærede holdning – at USA forbliver vor nærmeste allierede – er den inkarnerede uansvarlighed.”

I en kommentar i Berlingske mandag skriver Lars Barfod (KF), forhenværende medlem af folketing for Det Konservative Folkeparti, formand for Foreningen Norden, blandt andet: ” Som verden udvikler sig, er der flere gode grunde til at opfordre til at få det nordiske samarbejde om sikkerhedspolitikken op i gear. Det er allerede blevet udviklet betydeligt i de seneste cirka ti år efter den såkaldte »Stoltenberg-rapport«, der i 2009 netop opfordrede til et stærkere sikkerhedspolitisk og militært samarbejde i Norden. […] Hvor de sikkerhedspolitiske og militære spændinger i vores del af verden for få år siden lå mellem Øst- og Vesteuropa, gør de sig nu og i de kommende år mere gældende også i Arktis. Det skærper behovet for et militært samarbejde i Norden. […] Et stærkere sikkerhedspolitisk samarbejde i Norden skal ikke træde i stedet for samarbejdet i NATO – samt EU og FN for den sags skyld – men fungere ud over det. I Norden er vi tæt på hinanden geografisk og værdimæssigt. Og vi er vant til at arbejde sammen politisk både i Nordisk Råd og i andre fora. Det burde betyde, at vi, når det er nødvendigt, kan træffe hurtige beslutninger og have større ambitioner, end hvad der kan opnås i for eksempel EU.”

Kim Valentin (V), EU-ordfører for Venstre, skriver i et debatindlæg i Jyllands-Posten søndag blandt andet: ” I Venstre foreslår vi hurtigst muligt at udskrive en folkeafstemning med henblik på at afskaffe det danske forsvarsforbehold i EU. […] Danmark er dybt afhængig af et tæt og tillidsfuldt samarbejde med andre lande – særligt i EU. Selv om Nato også i fremtiden fortsat vil være en grundsten i Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik, står det klart, at EU må påtage sig et større ansvar for sikkerhedssituationen i verden. Derfor er det også et problem, at Danmark lige nu står udenfor på det område. […] Som følge af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af EU’s afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet. I praksis betyder det, at Danmark er afskåret fra at bidrage til militære EU-operationer og fra at deltage i samarbejdet om udvikling og anskaffelse af militære kapaciteter i EU-regi. Det har vi i dag en klar interesse i. […] Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) offentliggjorde i december 2019 en udredning om forsvarsforbeholdet, hvor en af konklusionerne var, at det får »stadig større konsekvenser« for Danmark, at vi på grund af forsvarsforbeholdet ikke altid sidder med ved forhandlingsbordet. Derfor mener Venstre, at vi skal have en afstemning om forsvarsforbeholdet – og det hellere i dag end i morgen. Under alle omstændigheder skal det ske inden udgangen af denne valgperiode. For med udsigten til, at Europa fremover må tage et større ansvar i verdens brændpunkter, har de seneste begivenheder i Afghanistan kun gjort spørgsmålet mere presserende.”