Vil Taliban klare å bringe ro til Afghanistan?

Taleban-bevægelsen overtager nu ansvaret for Afghanistans dybe fattigdom, etniske opsplitning, religiøse deling og manglende sammenhængskraft. Det skriver Politiken.

Denne saken er lagt ut av EU representasjonen i Danmark og sakset fra ett eller flere danske media. 

De unge talebankrigere arver de samme problemer, som amerikanerne og den tidligere afghanske regering – og før dem frihedskæmpere og sovjetiske styrker i landet – har kæmpet med i to årtier: At alle regeringer i Kabul ofte har savnet myndighed ude i det bjerg- og ørkenrige land, hvor lokale krigsherrer og klaner dominerer. Hvorfra vil Taleban få penge til det vidtstrakte land med 39 millioner indbyggere, spørger Politiken. Både EU, USA, Den Internationale Valutafond, Verdensbanken og mange andre har smækket kassen i for Afghanistan. De kræver vished for, at bevægelsen ikke vil genoptage sin massive undertrykkelse fra perioden 1996-2001. Formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, sagde ved Talebans overtagelse af Kabul, at den fremtidige udviklingsbistand til Afghanistan vil være “baseret på betingelser knyttet til grundlæggende værdier, menneskerettigheder og selvfølgelig kvinders rettigheder”. EU har afsat næsten 8 milliarder kroner til Afghanistan de næste 7 år, men de er lagt på køl, indtil Taleban lever op til EU’s krav.
Politiken bringer i dag en artikel med en oversigt over evakueringen i Afghanistan. Koalitionen med USA i spidsen har de seneste uger evakueret omkring 123.000 mennesker fra Afghanistan, og Danmark samt mange europæiske nationer har ligeledes evakueret statsborgere og nøglepersoner. Danmark har evakueret 988 personer, mens Frankrig nåede at få fløjet omkring 3.000 personer ud. Udenrigsministeriet skrev i sidste uge, at man fra dansk side har registreret sammenlagt 83 personer, som ikke nåede at blive evakueret i tide. 20 af dem er afghanske tolke, deres familier og lokalansatte ved Nato, FN og EU.

Ifølge FN er der udsigt til, at en halv million afghanere vil forsøge at flygte ud af landet. Det er afgørende for den danske regering, at EU nu sender klare signaler om, at migranter fra Afghanistan ikke skal komme til Europa, men både Danmark og andre lande gør i øjeblikket reelt det stik modsatte. Det skriver Jyllands-Posten onsdag. Det skyldes, at man i Danmark har sat tvangshjemsendelser af afviste afghanske asylansøgere i bero. Udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) erkender, at både migranter og menneskesmuglere er i fuld gang med at notere sig, at migranter ikke kan blive sendt hjem igen, hvis de først når frem til EU, selv om de ikke har opholdsgrundlag. Han mødtes tirsdag med sine ministerkolleger i Bruxelles for at drøfte, hvordan EU skal håndtere til den forventede flygtningestrøm fra Afghanistan. Ifølge Tesfaye skal vi ikke skamme os over at have grænser og bevogte dem, både internt i EU og på EU’s ydre grænse. Ifølge Politiken er der blandt EU-ministrene i høj grad enighed om, at langt de fleste flygtninge fra Afghanistan bør blive i landet eller i det mindste i nærområdet. Strategien er at sikre så tilpas gode forhold og fremtidsudsigter, at de færreste afghanere vil føle sig tvunget til at flygte. Ifølge FN’s udviklingsprogram, UNDP, vil det komme til at koste omkring 600 millioner dollars. “Det er kun en dråbe i havet i forhold til de trillioner, USA og Europa har brugt på Afghanistan gennem de seneste 20 år,” fortæller Kanni Wignaraja, chef for UNDP’s kontor for Asien og Stillehavet. Tesfaye erkender, at det bliver dyrt, men at Danmark er parat til at betale regningen. “Vi har allerede bevilliget 100 millioner kroner ekstra til Afghanistan, og vi er villige til at sende flere penge. Vores budskab til EU-mødet i dag er, at hele Europa må til lommerne og grave dybt, hvis vi skal undgå at gentage fejlen fra 2015,” sagde han i en pause under indenrigsministrenes EU-møde om flygtningesituationen. Flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, opfordrer EU-landene og andre til at modtage flere flygtninge fra Afghanistan og nærområderne, men erkender, at det kun er relevant for en ganske lille del af flygtningene. Det skriver Politiken. I en skriftlig erklæring siger han, at muligheden for at genbosætte er “afgørende vigtig, ikke kun for at redde liv, men også for at demonstrere god vilje og støtte til de lande, der har påtaget sig det største ansvar for de fordrevne”. EU-kommissionen har også efterlyst, at EU-landene genbosætter afghanske flygtninge inden for den eksisterende ramme af 30.000 flygtninge inden udgangen af 2022. Ursula von der Leyen har kaldt det “vores moralske pligt” at genbosætte udsatte mennesker og har efterlyst “lovlige og sikre ruter” på globalt plan for dem, der har brug for beskyttelse.

I et debatindlæg i Berlingske skriver Per Stig Møller, forhenværende udenrigsminister for Det Konservative Folkeparti, blandt andet: “USA har forladt Afghanistan efter opskriften i manualen “Hvordan man undgår at få venner”. Bag ryggen på den af Vesten støttede afghanske regering lovede præsident Trump Taleban at forlade Afghanistan 1. maj 2021, og Taleban lovede at lade være med i mellemtiden at skyde amerikanske soldater. Derefter kunne det uhindret vælte regeringen. Da Joe Biden blev præsident, påbegyndte han tilbagetrækningen uden nogen koordination eller aftale med sine allierede. […] USAs og dermed Vestens optræden i den afghanske slutfase fik Der Spiegel til 21. august at spørge: “Hvem skal i fremtiden gå i forbund med os, når vi ikke er til at stole på?” Dét er jo lige netop problemet. Hvem tør købe en livsforsikring i det vestlige forsikringsselskab? Nu er det op til Rusland, Kina, Iran, Indien, Tadsjikistan og Pakistan at forhindre, at Afghanistan bliver et arnested og helle for terroristerne i Taleban, al-Qaeda og IS. […] Den gamle, vestlige orden er på vej ned, og en ny orden uden vestlig dominans er på vej op. Forudsætningen for at præge denne nye orden med vore værdier er, at vi står sammen. Udfordringen er derfor nu at holde sammen på Vesten og genskabe det troværdige samarbejde. Det transatlantiske bånd er faktisk et sikkerhedsreb også for USA. I stedet for at skære det over, bør vi fremtidssikre det ved at supplere Nato med en frihandelsaftale mellem USA og EU, vi kan kalde Nata, North Atlantic Trade Association.”

Politiken bringer onsdag et debatindlæg af Ahmad Rashidi, som er freelancejournalist, statskundskabsstuderende, grundlægger af og direktør for Freemovement og krigsinvalid. Han skriver blandt andet: “For en uge siden så vi alle magtesløse til, mens afghanske unge faldt tværs igennem skyerne. Unge, som på grund af frustration og udsigt til dårlige kår anså det at klæbe sig til en flyvemaskine for deres eneste vej ud af det helvede, som de nu skulle igennem. […] Vi blev alle sammen påvirket af billederne og situationen i Afghanistan. Hvilket resulterede i en tung skygge over os alle, i hvert fald en kort tid. For få dage efter gik de vestlige medier atter i selvsving. Medierne valgte at dække afghanernes lidelser ud fra en EU-centrisk epigon – en dækning, som har kendetegnet medierne de seneste 20 år. Afghanernes smerte blev nu formidlet som noget, der kun er lokaliseret i Afghanistan, samtidig blev den nationale/europæiske frygt genoplivet. Medierne plantede en falsk narrativ om, at uanset udfaldet af situationen i Afghanistan ville det resultere i en trussel mod den gode, selvhøjtidelige, vestlige civilisation. […] Hvorfor bekymrer vi os ikke om afghanernes fremtid? Hvorfor finder vi det essentielt at vinkle 20 års forfejlet interventionspolitik til at omhandle alt andet end afghanerne og Afghanistan. Dækning af Afghanistan tegner et billede af et harem af medier, der i deres EU-centriske tilgang har forblindet hinanden. […] Lad os derfor for en gangs skyld forholde os til noget større end den falske nationalfrygt – nemlig Afghanistan og afghanerne.”

I et Indblik i Jyllands-Posten skriver avisens korrespondenter, Anders Redder og Solveig Gram Jensen, blandt andet: “I EU melder sig nu spørgsmålet om, hvem der skal beskytte Europa i fremtidens krige og kriser. Flere europæiske politikere har allerede været på banen. Fra Armin Laschet, den borgerlige kanslerkandidat til det tyske valg den 26. september, lød det: “I nødstilfælde er EU nødt til at være i stand til at handle uden amerikanerne. Vi skal kunne sikre en lufthavn som den i Kabul alene. Vi har brug for mere Europa i udenrigspolitikken.” […] EU’s udenrigschef, Josep Borrell, har over for den italienske avis Corriere della Sera sagt, at “EU skal være i stand til at beskytte vores interesser, når amerikanerne ikke ønsker at være involveret”. […] Hvor drastiske udmeldingerne end er, er det fælles for dem alle, at de på intet tidspunkt kommer med konkrete mål i form af beløb, mandskab eller udstyr. Og de overbeviser da heller ikke erfarne iagttagere af den europæiske forsvarspolitik. Hans-Peter Bartels, der var Tysklands militære ombudsmand 20152020, minder om, at EU allerede i 1999 oven på Balkankrigene besluttede, at man ville have en styrke på 60.000 mand, der til enhver tid kunne sættes ind. “Det blev aldrig til noget, bl.a. fordi der pludselig var brug for en helt anden interventionskapacitet oven på angrebene imod USA den 11. september 2001.” Bartels peger på, at de seneste måneder i Afghanistan kan være et afgørende øjeblik for Europa. Men han forudsiger, at “det kommer til at koste penge, og hvis der ikke er et pres som f.eks. det fra Kabul, bliver det ved hensigtserklæringerne”.”
Politiken, s. 5, 6, 7; Jyllands-Posten, s. 8, 12-13; Berlingske, s. 23 (01.09.2021)