Valget av Mario Draghi som statsminister i Italia har skapt ny optimisme

Information bringer en analyse af Sydeuropa-korrespondent Martin Gøttske, som blandt andet skriver: “Under premierminister V fremstår Italien pludselig selvsikkert og ikke længere som Europas uhelbredelige patient, men som en stabil, troværdig og respekteret partner på den europæiske scene. Det er en næsten ufattelig transformation for et land, hvis navn ellers mest ses som synonymt med kaos og dysfunktion. Læg dertil, at Italien, der reelt har stået bomstille økonomisk i et par årtier, nu oplever økonomisk vækst – næsten seks procent ser det ud til at blive i år. […]

Denne saken er lagt ut av EU representasjonen i Danmark og sakset fra ett eller flere danske media.   

Og mens italienske politikere de seneste år ellers næsten konstant har været i åben krig med Bruxelles, så er Super Mario også supereuropæer, og han har på få måneder flyttet Italien fra at være en marginaliseret spiller til at være inde i EU’s centrum. De europæiske partnere og Bruxelles har et positivt indtryk af ham, det samme har investorerne. Det betyder, at mens den tyske kansler Angela Merkel senere på måneden forlader den politiske scene, og den franske præsident Emmanuel Macron går en uvis politisk fremtid i møde med et svært genvalg næste år, så kan Draghi ende med at udfylde et lederskabsvakuum. […] På den økonomiske front var det altafgørende, at Draghi fik fremsat en troværdig plan for, hvordan Italien vil håndtere de 1.500 milliarder kroner, som landet står til at modtage fra EU’s genopretningsfond. Det formåede han – i modsætning til sin forgænger – og i Bruxelles og på markederne er der nu langt større tiltro til italiensk økonomi end tidligere. […] På europæisk plan har han også sat sig igennem ved at tale tydeligt og uden omsvøb. Han har beskrevet Tyrkiets autokratiske leder, præsident Recep Tayyip Erdogan, som en ”diktator”, han har været stærkt kritisk over for EU’s vaccinepolitik, og har anklaget andre EU-lande for ikke at udvise tilstrækkelig med solidaritet på migrationsområdet – men samtidig bakker han utvetydigt op om det europæiske projekt og har bragt Italien tilbage i folden som en central magt i EU og NATO ved at lægge afstand til tidligere italienske regeringers forsøg på at indynde sig hos lederne i Moskva og Beijing. Fra sin tid som chef i Den Europæiske Centralbank kender han EU-systemet ud og ind. Han har derfor formentlig både erfaringen og opbakningen til at kunne udfylde noget af det tomrum, som Merkel efterlader sig, når det kommer til at føre EU fremad. […] Draghi er måske manden, som Italien – og ovenikøbet Europa – har brug for, men han ender ganske givet som en overgangsfigur, inden den næste politiske storm blæser ind over Rom, og hvor det eneste, man kan vide sig sikker på, er, at der altid venter en ny krise lige rundt om hjørnet.
Information, s. 1, 8 (14.09.2021)r