Den tidligere formannen i det britiske parlamentet, John Bercow, ble med Brexit-kaoset i Underhuset verdensberømt. Han forsøkte med språket og sine dype brøl å styre de opphissede parlamentarikerne så godt han kunne.

Denne saken er lagt ut av EU representasjonen i Danmark og sakset fra ett eller flere danske media.  

Bercow trådte tilbage i 2019, og han har siden skiftet politisk side og optræder med sine kendte brøl for de nye partikammerater i Labour. Mandag var han til sit første årsmøde i arbejderpartiet, skriver Politiken. Da Bercow troppede op til et arrangement på årsmødet i Brighton, tog han sig tid til at svare på et spørgsmål fra Politiken om, hvordan han mener, det går med det Brexit, som et flertal i Underhuset endelig fik stemt igennem i december 2019. “Det er den mest kolossale udenrigspolitiske brøler i efterkrigstiden,” udtaler han og tilføjer: “Desværre har det fået de negative konsekvenser, som jeg frygtede. Ud over den selvpåførte økonomisk skade er det også en selvpåført politisk skade, for vi lever i en verden af magtblokke. Vores magtblok var Den Europæiske Union, som bestemt ikke er perfekt, men som gav os større gennemslagskraft, end vi har nu, hvor vi lader, som om Britannia stadig hersker over verdenshavene.”

I Berlingskes leder søndag kan man blandt andet læse: “De britiske bilister holder i timelange køer for at få benzin og diesel til deres biler. Hylderne løber tør for almindelige varer i Storbritannien. Mens det britiske folk bander og svovler over situationen, forsøger den britiske regering med pinlige bortforklaringer at bevare bare en smule værdighed. […] Boris Johnson forsøger sig også med en undvigemanøvre for at undgå at tale om en del af miseren – nemlig Storbritanniens udtræden af EU med de problemer med grænsebomme og opholdstilladelser for udenlandske lastbilchauffører, det har ført med sig. Pinlighedernes pinlighed fik sit foreløbige højdepunkt, da Boris Johnson under et besøg i USA tiggede og bad den amerikanske præsident, Joe Biden, om en hurtig handelsaftale, selv om han vidste, at det ikke kan lade sig gøre overnight. Biden var ikke interesseret, for at sige det mildt. […] Johnsons specielle frisure er blevet endnu mere uglet end før, for han har tilsyneladende virkelig troet på, at det at lave en handelsaftale med USA ville være let efter Brexit. Han fik givetvis indtrykket fra Trump, som var ivrig efter at afmontere hele EU ved at opmuntre briternes beslutning om at forlade unionen helt og holdent. Det er patetisk at se, at alt det, Johnson og hans Brexitvenner kunne forudse, er blevet ignoreret. Briterne mener selv, at de får et langsigtet handelsunderskud på fire procent af bruttonationalproduktet BNP i forhold til EU efter Brexit. Det havde Johnson håbet kunne indhentes ved andre handelsaftaler, selvom sådan nogle tager lang tid at indgå. Det var indkalkuleret i regeringens beregninger, troede befolkningen. Han vidste, at der kunne blive problemer med at få for eksempel polske lastbilchauffører, fordi de ikke blot kunne passere grænsen til Storbritannien, nu hvor Storbritannien er ude af EU. […] Hvis alt det, man har talt om bag lukkede døre i forbindelse med Brexit, har været rene luftkasteller – og noget tyder på det, eftersom man forsøger at bilde briterne alt muligt ind – så er det nok på tide at få lidt realisme ind i den politiske virkelighed. For ellers kommer det til at gå ravende galt for briterne, og det ønsker ingen, heller ikke EU.”

I en analyse i Berlingske mandag skriver avisens udlandsredaktør Birgitte Borup blandt andet: “Der er noget galt i den nye 007-film. Man tænker det forkerte på de forkerte tidspunkter. For eksempel når James Bond kaster sin Aston Martin DB5 rundt i filmens store biljagt, der er optaget i den bedårende, italienske bjergby Maseta. Pludselig ser man for sig, hvordan han hjemme i England næppe havde haft benzin nok på bilen til at kunne køre fra forbryderne. […] Mens biografgængerne diverteres med alt godt fra gadgethylden, ville James Bond i virkelighedens verden næppe kunne finde et glas oliven på de tomme supermarkedshylder til sine vodka martinis. Shaken, not stirred. Den kulturelle soft power, som James Bonduniverset altid har repræsenteret, lander lukt midt i briternes egen magtesløshed. Det gamle kongedømme er fanget i en storm af postpandemisk forsyningskrise og det Brexit-helvede, de selv har skabt. […] Som kommentatoren Stuart Jeffries skriver i The Guardian: »I dag er det postkoloniale, post-Brexit Storbritannien en geopolitisk ligegyldighed, der er venneløs i Europa og må klamre sig til USA.« Hvis man dertil lægger, at man i øjeblikket ikke kan være sikker på at få tanket bilen, slet ikke en sulten Aston Martin, eller kunne købe en pakke toiletpapir, ligner det en sværere opgave end nogensinde at fiktionalisere britisk storhed. 007 er alt det, briterne troede, de skulle være efter Brexit.”
Kilder: Politiken, lørdag, s. 10; Berlingske, søndag, s. 2, mandag, s. 8